Dansk teknologi gør solceller mere effektive: Bliver brugt af USA's største solcelleproducent og universiteter på fem kontinenter

En særlig teknologi til filmbelægning fra den danske virksomhed Fom Technologies er blevet skibet til bl.a. USA som led i solcelleforskning

FOM 1.JPG
Slot die coating er en metode til at belægge materialer, uden at maskinen har kontakt med overfladen, der bliver coatet. PR-foto
Bæredygtig
14. jan 2021 KL.15:32

Noget så øjensynligt simpelt som en særlig filmbelægning kan ende med at blive et bidrag til mængden af grøn energi, der kan høstes i hele verden.

Den danske teknologivirksomhed Fom Technologies har de seneste ni år udviklet en teknologi, der kan fordele ultratynde belægninger af væske på næsten enhver overflade.

“Teknologien og maskinen, vi leverer, er særlig, fordi den effektivt og pålideligt gør det muligt at påføre ekstremt tynde lag af væsker på næsten enhver overflade. Den grundlæggende teknologi, der hedder slot die coating har været kendt i nogle år, men vores produkt adskiller sig alligevel markant, fordi den effektiviserer en række vigtige forskningsprocesser i den grønne omstilling,” lyder det fra adm. direktør og stifter i Fom Technologies, Michael Stadi, der uddyber:

“Vores metode er skalerbar til stor industri og kan bruges på både faste og fleksible overflader. F.eks. arbejder universitetet i Washington med at lave fleksible og bøjelige solcellepaneler ved at bruge vores teknologi,” fortæller Michael Stadi.

Vores potentiale er selvfølgelig størst i udlandet, og det er der, vores fokus ligger Michael Stadi, adm. direktør, Fom Technologies

Skalering

Hvordan gør jeres produkt solceller mere effektive?

“Det er i bund og grund kunden selv, der eksperimenterer med, hvilke væsker, der kan anvendes til at øge virkningsgraden på f.eks. solceller. Men det er vores udstyr, som de anvender til at “coate” de tynde, ensartede lag. Det er der adskillige af vores kunder, som forsker i at udvikle og skalere. Det bliver praktisk muliggjort og effektiviseret på grund af vores maskine,” siger han.

Og netop muligheden for skalering gør teknologien til et potentielt vigtigt bidrag til ressourceeffektivitet på mange andre områder end solceller, mener Michael Stadi.

“Det taler ind i et fokus på de kritiske råstoffer, som anvendes til mange teknologiske produkter. Eksempler kunne være litium og kobolt til batterier. Med udvikling af tyndere eller bedre membraner, mindsker du anvendelsen og udvidelsen af nogle af klodens mest sjældne råstoffer. Vores maskine er også brugbar til den type produkter, og har et minimalt eller ingen spild af ressourcer, når den coater,” siger han.

Michael Stadi_2 (002).jpg
Michael Stadi har tidligere arbejdet i solcellebranchen. Foto: PR

Og det har en lang række udenlandske aktører fået øjnene op for. Den danske tech-virksomhed, der begyndte som en udgrening fra Danmarks Tekniske Universitet i 2012, har indtil videre bl.a. det amerikanske energiagentur og University of Washington samt USA's største producent af solceller, First Solar, i kundekartoteket. Desuden har en række private investorer bl.a. PP Capitals aktiestrateg Jens Løgstrup skudt penge i selskabet.

Dansk marked

Siden begyndelsen har den danske coatingudvikler fokuseret på at sende sine maskiner til udlandet, men i sidste kvartal af 2020 blev Syddansk Universitet (SDU) den første danske kommercielle kunde, som skal gøre brug af teknologien.

“Vores research- og udviklingsaktiviteter er fokuseret på biologiske solceller og relaterede fleksible grønne energiteknologier. Her er maskinen fra Fom Technologies et perfekt match, der kan styrke vores arbejde på området,” udtaler professor hos SDU Morten Madsen, der leder universitetets solcelleforskning.

FOM 2.png
Maskinen fra Fom Technologies. Foto: PR

Fom Technologies har indtil videre sendt sine maskiner til over 20 lande og målet er ifølge Michael Stadi, at omsætningen skal ramme 16-20 mio. kr. i 2021 og over 50 mio. kr. i 2023.

Selskabet havde en omsætning på 14,4 mio. kr. i regnskabsåret 2019, og i efteråret 2020 blev Fom Technologies børsnoteret på Nasdaq First North for accelerere væksten, der især skal hentes i udlandet, hvor forretningspotentialet er størst, fortæller Michael Stadi.