Rejseportal får kundeboom gennem særligt coronatilbud: Selskaber vil have udlignet belastningen fra forretningsrejser

Lukkede grænser hev tæppet væk under bookingportalen Goodwings forretning, men nu ser selskabet en strøm af nye kunder, der vil rejse uden streger på CO2-regningen

Christian 2.jpg
Bæredygtig
07. apr 2021 KL. 9:00

Omsætningen faldt med 98 pct., da Danmark i marts 2020 mere eller mindre lukkede grænserne. Christian Møller-Holst, der er stifter af selskabet Goodwings, hev sig i håret. For hos virksomheden, der lever af at fjerne CO2 fra atmosfæren for at udligne selskabers forretningsrejser, var de månedlige væksttal på 15-20 pct., som dominerede årets første måneder, forsvundet.

Men et år senere tyder det på, at danske virksomheder alligevel bereder sig på at tage flyet regelmæssigt, når smittetrykket igen tillader det.

“Vi er gået fra at have en konkurstrussel hængende over hovedet til faktisk at se en eksplosiv tilgang fra selskaber her i begyndelsen af 2021. Selvom det var corona, der tog vores forretningsgrundlag væk, tror jeg også, krisen har givet selskaberne ekstra plads til at overveje deres CO2-profil,” fortæller Christian Møller-Holst.

40 nye virksomhedskunder er landet i butikken siden januar, hvor de har købt ind på et coronatilbud på en abonnementsløsning hos Goodwings: De får helåret 2021 gratis, forudsat de forpligter sig til at bruge portalen til samtlige rejser. Det er bl.a. internationale selskaber som Pleo og Designit, der er hoppet med.

Vi er gået fra at have en konkurstrussel hængende over hovedet til faktisk at se en eksplosiv tilgang Christian Møller-Holst, stifter, Goodwings

“De betaler for, at vi samler alle data fra virksomhedens rejser og leverer en samlet rapport over tallene, der bliver kontrolleret af en tredjepart. Rapporten kan man jo så bruge i sin CSR-rapportering,” fortæller Christian Møller-Holst. Abonnementet koster mellem 315 og 1894 kr. om måneden afhængigt af virksomhedens størrelse og ønsker til detaljegrad i rapporteringen.

En af de nye kunder hos Goodwings er it- og rådgivningsvirksomheden Danoffice, der med 130 ansatte flyver et par hundrede længere forretningsrejser om året. Her fortæller adm. direktør, Lars Baun Jensen, at en løsning som Goodwings taler direkte ind i virksomhedens strategi for at sænke sin klimabelastning, mens Danoffice kan bruge de leverede tal i sin CSR-rapportering.

“Jeg tror heller ikke, man skal undervurdere vigtigheden af, hvad det betyder for nuværende og potentielle nye medarbejdere, at vi sender det signal,” vurderer Lars Baun Jensen.

CO2 ligger i træerne

Goodwings portal giver private og virksomheder mulighed for at booke hoteller og samtidig registrere deres transport samt antal måltider på turen. Herefter bruger Goodwings salgskommissionen til at investere i skovprojekter, der er kontrolleret og certificeret af den internationale organisation Verified Carbon Standard (VCS).

Træerne oplagrer derefter en mængde CO2 fra atmosfæren tilsvarende den, der er udledt gennem selskabets rejse.

“En typisk tredages forretningsrejse fra København til New York, hvor du flyver, tager på hotel, spiser tre måltider om dagen og har noget transport til og fra møder, udleder omkring tre ton CO2. Hvis du flyver på business class, tredobler du udledningen fra flyveturen,” siger Christian Møller-Holst.

Til sammenligning udleder en voksen gennemsnitsdansker årligt omkring 17 ton CO2 ifølge den grønne tænketank Concito.

Tænketanken har tidligere fortalt, at kompensation gennem skovprojekter, der er certificeret af VCS, som for nuværende er højest gældende standard på området, kan være en fin måde at gøre op for en del af sin CO2-udledning.

Hvis der skal være tale om en reelt positiv løsning, skal man dog arbejde systematisk med at skære alle unødige aktiviteter, som udleder CO2, fra, så man kun skal kompensere de mest nødvendige udledninger, mener Concito. Der er altså ikke frikort til at flyve uhæmmet, selvom man prioriterer at få fjernet CO2 fra atmosfæren i takt med, at man rejser.